Revision af de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til handel og markedsføring på internettet

Oprettelsesdato 22. august 2008

Digitale Publicisters forslag og bemærkninger til Forbrugerombudsmandens 1. og 2. udkast til revision af de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til handel og markedsføring på internettet

Brev til Forbrugerombudsmanden 22. august 2008

Revision af de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til handel og markedsføring på internettet

Digitale Publicister har ved email af 1. f.m. modtaget Forbrugerombudsmandens 1. og 2. udkast til revision af de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til handel og markedsføring på internettet, som senest blev revideret i oktober 2002.

Digitale Publicister kan i det væsentligste bifalde selve indholdet af det 2. udkast, men finder dog anledning til at påpege, at det samlede udkast til standpunkt ikke fremtræder som et klart, overskueligt og logisk opbygget dokument, hvilket selvsagt gør det mindre brugbart som vejledning for virksomhederne.

Foreningen ønsker derudover at fremkomme med en række konkrete bemærkninger til standpunktet.

Det anføres i indledningen, at forbrugerombudsmændene ikke har taget stilling til, hvornår det vil være i strid med de nordiske landes love ikke at følge de anbefalinger fra forbrugerombudmændene, som i teksten markeres med ”bør”. Denne manglende stillingtagen finder Foreningen ikke acceptabel. Virksomhederne har krav på at kende retstilstanden, og standpunktet bør derfor give klart udtryk for, hvornår manglende efterlevelse af en anbefaling udgør et lovbrud. Dertil kommer, at det rent sprogligt er uheldigt, såfremt en retsforskrift, der kan sanktioneres, betegnes som en ”anbefaling”.

Under punkt 2.2 om reklamens udformning og placering anføres, at markedsføring ikke bør/skal afbryde redaktionelt stof m.v. Det fremgår af en note i teksten, at Norge ønsker ”bør” udskiftet med ”skal”, hvilket imidlertid næppe harmonerer fuldstændigt med loven, der ikke forbyder brug af fx de såkaldte pop-up reklamer, såfremt disse ikke kan anses for at være ”urimeligt påtrængende”.

Dertil kommer, at formuleringen vedrørende afbrydelse af redaktionelt eller informativt indhold ikke synes at tage højde for den helt sædvanlige og alment accepterede brug af reklamer i forbindelse med indslag på web-tv m.v.

Det anføres i samme afsnit, at erhvervsdrivende bør opbevare markedsføringsmateriale i et vist tidsrum. Digitale Publicister finder omfanget af denne anbefaling uklar; der er ikke tale om en logningsforpligtelse, og virksomhederne bør derfor ikke opfordres til at en omfattende arkiveringsindsats. Det er derfor Foreningens forslag at slette denne anbefaling, således som det også overvejes i en note til teksten.

Under punkt 2.3 om udsendelse af elektronisk markedsføring anføres i en note til omtalen af forbrugerens samtykke, at spørgsmålet om, hvor ofte der udsendes markedsføringsmateriale, overvejes medtaget i teksten. Digitale Publicister ønsker i den forbindelse at bemærke, at dansk ret ikke stiller et sådant krav.

Punkt 2.3 indeholder endvidere den meget vidtgående fortolkning af kravet om identifikation af elektronisk reklame, at det ikke må være nødvendigt at åbne fx en email for at forstå, at denne indeholder markedsføring. Dette forekommer meget unuanceret, når der fx er tale om et redaktionelt nyhedsbrev, der tillige indeholder annoncer, som er klart markeret som sådanne og er adskilte fra den redaktionelle tekst.

De to første afsnit under punkt 5 om fortrydelsesret er uklart formuleret; det anføres først som generel regel, at forbrugeren skal oplyses om sin fortrydelsesret, hvorefter der gøres opmærksom på, at forbrugeren skal oplyses om, hvorvidt der er fortrydelsesret ved det konkrete køb. Dette bør formuleres tydeligere.

Det fremgår desværre ikke af punkt 6.2 om prisoplysninger, at markedsføringsloven tillader internetannoncering uden prisoplysninger, sålænge forbrugeren har let adgang til en side, hvor prisen oplyses. Dertil kommer, at det anførte krav om, at totalprisen skal vises på første skærmbillede, ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, der blot kræver, at totalprisen opgives første gang varens eller tjensteydelsens pris oplyses.

Det bemærkes, at anbefalingen i punkt 6.7 om, at spørgsmål og klager bør behandles inden for rimelig tid efter henvendelsen, ikke er tilstrækkelig operationel. Digitale Publicister foreslår derfor at ”rimelig tid” konkretiseres, fx til 14 dage.

I punkt 6.8 om personlysninger anføres tre forskellige steder, at der bør gives information, inden en ”cookie” sendes til forbrugerens harddisk. Afsnittet kunne med fordel strammes op rent sprogligt.

I punkt 8 om ansvar for indhold på hjemmesider anføres kortfattet, at den erhvervsdrivende som hovedregel er ansvarlig for materialet på dennes hjemmeside, uanset om informationen er leveret af tredjemand. Digitale Publicister finder, at der med fordel kan gøres tydeligere opmærksom på, at der gælder et særligt medieretligt ansvarssystem for hjemmesider, der er anmeldt til Pressenævnet, jf. medieansvarslovens bestemmelser herom.

Såfremt disse bemærkninger ønskes uddybet, står Digitale Publicister neturligvis til rådighed. Henvendelser herom kan rettes til sekretariatsleder Holger Rosendal på email post@digitalepublicister.dk eller telefon 3397 4232.


Med venlig hilsen
Digitale Publicister


Anders Lassen
Formand



Digitale Publicister Skindergade 7 1159 København K Telefon 3397 4000 Fax 3314 2325 E-mail: post@digitalepublicister.dk