Fasthold de nuværende regler for navneforbud
Debatindlæg 22. juni 2010
Af seniorkonsulent Christina Moshøj, Danske Dagblades Forening, og sekretariatsleder Holger Rosendal, Digitale Publicister
Grundloven bestemmer, at der i videst mulig omfang skal være offentlighed i retsplejen. Dette offentlighedsprincip er en vigtig retssikkerhedsgaranti, som er med til at sikre, at parterne i en retssag ikke udsættes for vilkårlige afgørelser, og at offentligheden kan få viden om retsplejen og aktuelle sager af interesse for samfundet. Sidstnævnte varetages i praksis af medierne, som dermed er med til at sikre, at retsplejen udøves forsvarligt og i overensstemmelse med befolkningens retsbevidsthed.
Afbalancerede regler om dommernes mulighed for at nedlægge navneforbud mv. er i den forbindel-se af afgørende betydning for offentlighedens mulighed for at følge med i retssager, og en uhen-sigtsmæssig håndtering af disse regler såvel fra mediernes som domstolenes side giver selvsagt an-ledning til debat. Senest er debatten blusset op som følge af et meget vidtgående forslag om at ind-føre et generelt navneforbud i straffesager indtil endelig dom er afsagt.
Forslaget kommer fra afdelingsforstander Oluf Jørgensen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Med afsæt i to meget omtalte enkeltsager begrunder han behovet for et nyt restriktivt regelsæt med den teknologiske udvikling, der giver mulighed for meget hurtig publicering på internettet. Dette kan i nogle tilfælde betyde, at retten ”kommer for sent” med et navneforbud, idet navnet allerede florerer på internettet. Forslaget begrundes endvidere med, at nogle internetmedier ikke er omfattet af medieansvarsloven og dermed de presseetiske regler samt med forsvarsadvokaters manglende omhu med at overveje at bede retten om et navneforbud.
Der er imidlertid behov for at se nærmere på de fremførte begrundelser for at sikre, at man ikke i kølvandet på nogle få kontroversielle sager mister overblikket og hovedkulds vedtager lovændringer, der vil få meget alvorlige konsekvenser for offentlighedens adgang til indsigt i retsplejen. Ændringer, som tilmed vil udfordre Grundloven og Menneskerettighedskonventionens bestemmelse om ytrings- og informationsfrihed.
Forudsætningen om åbenhed i retsplejen betyder, at dommeren skal afveje hensynet mellem den sigtedes interesser og offentlighedens interesser før et eventuelt navneforbud besluttes. Lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning er væsentlige elementer, der taler imod et navne-forbud. Ved at indføre et automatisk navneforbud afskaffer man med ét slag den forudgående og vigtige afvejning af de modsatrettede hensyn og derved den principielle vurdering af, hvorvidt det i det hele taget er rimeligt at begrænse offentlighed om sagen.
Ser man nærmere på Oluf Jørgensens argumenter for en restriktiv regel om navneforbud, er det nødvendigt at påpege, at retsplejeloven faktisk giver mulighed for allerede under sagens efterforskning – dvs. før sagen skal behandles i retten – at få nedlagt et navneforbud.
Fremkomsten af nye elektroniske medier, herunder sociale medier, der giver mulighed for hurtig publicering af oplysninger og nyheder er ubetinget en demokratisk landvinding, men kan også være en udfordring for retsvæsenet. Forbedrede muligheder for informationsudveksling bør imidlertid ikke besvares med generelle forbud mod at ytre sig og vil i øvrigt næppe have den tilsigtede konsekvens i relation til privatpersoner, der rapporterer om dette og hint på egne nyhedssites og blogs. Forbuddet tager heller ikke højde for den ansvarlighed, som flertallet af medier udviser, når det i praksis overvejes, hvorvidt en offentliggørelse af identiteten er af samfundsmæssig interesse eller ej.
Endelig er det tankevækkende, at et vidtgående indgreb i ytrings- og informationsfriheden begrundes med, at lovgivningen skal indrette sig på risikoen for en forsvarsadvokats manglende evne til at begære et navneforbud, såfremt det er væsentligt for forsvaret af den pågældende klient. Argumentets manglende holdbarhed taler for sig selv.
At offentligheden har et berettiget krav på at få oplysninger om retssager af samfundsmæssig interesse er indiskutabel. Konsekvensen af et navneforbud er imidlertid ikke kun, at tiltaltes navn ikke må oplyses, men samtidig at der ikke må videregives andre oplysninger, der kan identificere den pågældende, fx hvor vedkommende er ansat, stillingsbetegnelse eller arbejdsfunktioner, geografisk tilhørsforhold m.v. Oplysninger, der i mange tilfælde er relevante for dækning af retssagen, idet de fremmer forståelsen for sagens kerne og samfundsmæssige betydning. Dertil kommer, at offentligheden i nogle tilfælde har et berettiget krav på at kende identiteten, særligt hvis pågældende har en betroet samfundsmæssig position eller varetager en indflydelsesrig stilling i et privatretligt børsnoteret selskab, der fx er involveret i aktiviteter, der kan true selskabets solvens eller lignende.
Manglende offentliggørelse af identiteten på en sigtet eller tiltalt kan også have den uheldige konsekvens, at mediernes anonymiserede omtale af sagen medfører, at andre personer mistænkeliggøres. Forestil dig fx, at en byrådspolitiker fra Helsingør Kommune i beruset tilstand påkører et barn med døden til følge. Pågældende bliver sigtet for uagtsomt manddrab og navneforbud indtræder automatisk. Medierne kan bringe nyheden men må af hensyn til navneforbuddet nøjes med at omtale den pågældende som en nordsjællandsk byrådspolitiker, og derved udvides kredsen af mulige gerningsmænd, hvilket må opleves som ubehageligt og krænkende for andre – uskyldige – nordsjællandske byråds-politikere. Helt absurd er det, hvis en person, der er tidligere dømt for alvorlig kriminalitet igen op-træder på den forkerte side af loven og alligevel ikke – på grund af et automatisk navneforbud – må omtales ved navn.
Oluf Jørgensen argumenterer med, at der skal gælde en undtagelse for sager, hvor identifikation er vigtig, men derved får man en omvendt bevisbyrde, hvor medierne skal bevise, at det er væsentligt at nævne navne. Det er ikke svært at forestille sig konsekvensen heraf, nemlig en ”chilling effect”, hvor medierne undlader at nævne navne for en sikkerheds skyld – også hvor det er relevant.
Der har ganske rigtigt været enkeltsager, som har fået en uhensigtsmæssig og overdrevet eksponering i medierne, men det er vigtigt at fastholde, at disse sager – uanset hvor meget de fylder i den igangværende debat – ikke er udtryk for et generelt sløseri blandt medierne eller fravalg af etiske principper og overvejelser. Det fremgår også tydeligt af Pressenævnets righoldige praksis. (Det er derfor essentielt, at debatten om offentlighed i retsplejen ikke løber af sporet i form af hastige og drastiske beskæringer af den åbenhed og offentlighed i retsplejen, som fortsat bør værdsættes højt som et vigtigt og beskyttelsesværdigt gode i et demokratisk samfund som det danske.)